Fortunvængets Grundejerforening

Formandens beretning på generalforsamlingn 24. marts 2009

Jeg hedder Annette Hartung. Jeg overtog formandsposten i januar, fordi vi havde mistet Robert Burchardi. Han blev valgt som formand sidste år, men døde lillejuleaften efter en langvarig kræftsygdom, som han havde kæmpet mod med en utrolig vilje og uden at miste sit gode humør. Robert var glad for formandsposten og fulgte på sine daglige ture med hunden Oskar godt med i, hvad der skete rundt omkring. Han havde selv planlagt sin bisættelse i alle detaljer og havde udtrykkeligt ytret ønske om, at nogle fra bestyrelsen ville komme til stede. Det var vi flere der gjorde. Og det var en meget smuk og personlig begravelse i en stopfuld Sorgenfri Kirke. Robert kunne ikke ønske sig et finere farvel. Vi vil savne ham og mindes ham med tak for hans indsats og hans væremåde. ære været hans minde.

I aften skal der lyde en særlig velkomst til de nye, der er flyttet til vores område i årets løb. Det vil være fint, hvis de lige vil række hånden i vejret og sige navn og adresse, så vi alle ved, hvem vi skal være særlig opmærksomme overfor i aften og gerne lidt længere.

Bestyrelsen har holdt 4 møder i årets løb, nemlig den 22. maj 2008, 17. juni 2008, 6. januar 2009 og 25. februar 2009.

Der har ikke været nogen store sager, men jeg vil specielt nævne én, hvor bestyrelsen gerne vil høre generalforsamlingens mening: Den drejer sig om de fælles stier, som vi også talte om sidste år. Ifølge deklarationen af 4. juli 1960 og vedtægterne af 23. oktober 2007 kan bestyrelsen træffe bindende aftale med kommunen eller et privat firma om vedligeholdelse og renholdelse af fælles stier og veje, herunder snekastning og grusning i glat føre. Mht. til vejene har vi en ordning med kommunen, men vi har ikke nogen ordning for stierne. Det kan muligvis være et problem for specielt én af stierne, nemlig dén der går vinkelret ud fra Fortunparken mellem Fortunvænget og Dyrehavegårdsvej, med adgang fra Fortunvængets stikveje. Her vil det være dyrt at få nogen til at sørge for snekastning og grusning i glat føre. Og bestyrelsen mener, det vil være en urimelig udgift, da meget få går her og specielt ikke går her i dårligt føre. Vi kan imidlertid ikke udelukke, at der kan ske et uheld på stien, f.eks. at nogen falder og brækker en arm eller et ben. Bestyrelsen vil derfor indhente tilbud på en ansvarsforsikring, som i givet fald kan dække sådanne uheld. Vi har desværre endnu ikke fået en pris på, hvad en forsikring vil koste. Alligevel vil vi nu gerne høre, om nogen har noget imod, at vi tegner en sådan forsikring.

Mht. vejene har vi lige fået besked fra Teknisk Forvaltning om, at der bliver vejbesigtigelse mandag den 20. april fra kl. 9 om morgenen. Hvis nogen har skriftlige bemærkninger vedr. besigtigelsen skal de være kommunen i hænde senest mandag den 6. april. De skal sendes til Teknisk forvaltning, Park-Vejafdelingen, Rådhuset, 2800 Kgs. Lyngby.

Hvis nogen retter skriftlig henvendelse til kommunen, er de velkommen til at sende en kopi til bestyrelsen, bare til orientering.

Hvis nogen ønsker at aftale et møde på stedet med kommunens folk, kan de ringe til Steen Johansen tlf. 45 97 35 83 – så de kan høre, hvornår omtrent, der er besigtigelsen på den enkelte vej.

Teknisk Forvaltning henstiller i øvrigt til grundejerne om at sørge for, at fortove og rendesten er renset og græsrabatter afstukket og slået, inden vejbesigtigelsen, altså inden den 20. april.

Møde med naboforeninger

For et par år siden indledte vi samarbejde med grundejerforeningerne i vores nabolag, dvs. i Hjortekær, Trongårdsparken, Hvidegårdsparken og Fortunen og Omegn. Der blev holdt et møde den 7. januar i år, hvor jeg deltog.

Blandt emnerne var Dyrehavegårds jorder, hvor det blev besluttet, at vi ikke tager noget samlet initiativ nu, men vil være klar til at rykke ud, hvis nogen får gode ideer for markernes anvendelse. Specielt Hjortekær Grundejerforening er oppe på dupperne i denne sag, og vi har lige fået en indbydelse til at sende en observatør til deres generalforsamling den 23. april, hvor de vil drøfte emnet.

Der blev også talt om kabellægning. Ifølge et brev fra kommunen til os, dateret 26. juni 2008, er både kabellægningen og udskiftningen af vejbelysning stoppet pga. uenighed mellem kommunen og Dong Energy om betingelserne for gravearbejdet. På Dongs kabellægningsplan kan man se, at vores område, kaldet område 9 i øjeblikket står til kabellægning i 2011. Før kablerne bliver nedlagt, skal der opstilles en eller flere teknikkabiner i form af skure på ca. 5 kvm. Man kan se sådan en kabine på Gadevangen 35. Det er firmaet LE34 Tele, der opstiller dem på vegne af DONG. Foreløbig har LE34 sendt et brev til en halv snes husejere ud til Klampenborgvej for eventuelt at kunne opstille en kabine i deres have. Der kan ikke foretages ekspropriation til formålet, men grundejerne vil få kompensation for opstillingen. Det er imidlertid ikke uproblematisk at tage imod et tilbud om at lægge jord til en teknikkabine, da man kan risikere at få problemer med adgangsforhold, byggetilladelse, bebyggelsesprocent mm. Desuden er kabinerne ikke kønne at se på. Vi vil derfor foreslå, at hvis nogen får brev fra LE34 om opstilling af en teknikkabine, at de så kan henvende sig til bestyrelsen, som da vil prøve at undersøge vilkårene nærmere.

På mødet med naboforeningerne blev der endvidere talt om de mange dispensationer, kommunen giver til nedrivning og til- og ombygning. Der blev nævnt flere eksempler på, at dispensationerne ikke er konsekvente, og sagsbehandlingen virker lemfældig. Der var enighed om at kræve af kommunen, at grundejerforeningerne altid bliver orienteret eller hørt – og at byggereglerne som udgangspunkt skal holdes. Samt at der altid bør foretages en helhedsbetragtning, og det må ikke kunne betale sig at bede om "tilgivelse" senere. Arne Kraglund fra Hjortekærs Grundejerforeningen var vært ved mødet og påtog sig at bede kommunen om et møde om de nævnte emner.

Arrangementer

Foreningen har indbudt til tre arrangementer i årets løb: Sammen med Grundejerforeningen for Fortunen og Omegn holdt vi en såkaldt skovtur den 25. maj 2008 i haven til Fortunparken 34. Der kom 30 voksne og 15 børn med kurve fulde af kaffe og saftevand, kage og frugt mm. Solen skinnede, og alle syntes at hygge sig ved borde og på græsplænen. De større børn nød nok specielt en spændende skattejagt. Vi mener, der er basis for at prøve at lave en tilsvarende fest til sommer.

Grundejerforeningen for Fortunen og Omegn indbød os til at være medarrangør til en større fest på folden ved Dyrehavegårdsvej den 23. august 2008. Der skulle være både grillstegt pattegris, musik og dans, så det var et lidt dyrere arrangement. Og der var ikke tilslutning nok til, at det kunne svare sig. Så det blev aflyst.

Vi tror nok mere på de beskedne arrangementer, hvor deltagerne selv skal medbringe mad og drikke, og hvor udgifterne er så begrænsede, at arrangementet kan blive en succes uanset antal deltagere og uanset vejr og vind. Som ved skovturen den 25. maj.

Sådan et mønster fulgte vi også ved fastelavnsfesten den 22. februar i år. Tønderne hang lige som sidste år i garagen til Fortunparken 26. Der var tilmeldt 39 børn og lige så mange voksne. Vi var heldige med vejret, så vi fik nogle gode timer. Der var givetvis stemning for, at fastelavnsfesten bliver en fast tradition. Og den kan anbefales også til dem, der ikke har børn eller børnebørn at tage med. For man kan sagtens få nogle hyggelige snakker alligevel.

Et sidste emne drejer sig om moderne teknik, idet bestyrelsen mener, det kunne være praktisk, hvis vi havde mailadresse på så mange af husstandene som muligt. Så vi til dem, der ønsker det, kan sende mail i stedet for breve. Normalt deler bestyrelsen brevene ud ved fodkraft for at spare portoen. Det tager et par timer for et par stykker. Den tid vil vi gerne spare og samtidig få mulighed for at udsende hurtige beskeder, hvis der er noget, vi mener kan være interessant for medlemmerne eller noget, vi vil spørge medlemmerne om. Vi vil selvfølgelig aldrig lade dem uden mail i stikken. Det samme gælder dem, der ikke ønsker at oplyse deres mail. De vil fortsat få breve i postkassen. Men til dem, der godt vil opgive deres mailadresse, lader vi lige et ark gå rundt, så de kan skrive deres navn og mail i feltet med deres adresse. Der er ét ark for hver af vore tre vejen. Med sin underskrift erklærer man sig indforstået med at modtage foreningens udsendelser pr. mail og ikke pr. brev.

Til slut vil jeg tillade mig at komme med en rettelse til referatet fra sidste års generalforsamling, hvor jeg fik æren af at stå moder til foreningens hjemmeside. Det er imidlertid Gert Schmeltz Pedersen, der er far til den, og som sørger for den løbende vedligeholdelse. Og tak for det.

Hermed vil jeg slutte formandens beretning.